Alaska Blonde
Bas balalajka, surf guitar og trommer i et uhørt funky og surfet set-up!
En “Django-on-acid” instrumental trio – oprindeligt skabt til at spille “dinner” ved fiskerestaurantens udendørs fester. Trioens koncept handlede om at improvisere og innovere musikalsk progressivitet, og at facilitere en sindsudvidende middagsoplevelse med klør, skaller og vinbobler.
Jesper Lund Jakobsen, Andreas Ugorskij og Jonatan Aisen er Alaska Blonde.
Alaska Blonde er osse bagkæden i det populære klezmerband Klezmofobia, med hvem de har optrådt over hele verden i løbet af de sidste 15 år. Men musikerne i AB har osse talrige andre musikprojekter i kataloget. Her kommer et lille udpluk af de tre spillemænds omfangsrige CV.
Andreas og Jesper er aktive med Papa Kotji – en råswingende gypsyjazz trio med to guitarer og balalajkabas. Papa Kotji udgav i 2017 det anmelderroste album Macho Drom, og har siden 2013 turneret på skoler, kulturhuse og spillesteder i Danmark og Sverige med børneforestillingen ‘Django – en sand historie’.
Jonatan Aisen er en eftertragtet herre, som får kald i alle mulige spændende musikalske retninger. P.t. er han aktiv med det forrygende Depeche Mode coverband Enjoy the Silence, som spiller mange koncerter i ind og udland. I en årrække var Jonatan en fast del af det berygtede svenske klezmerband Tummel.
Andreas har skabt Tikke Takke – et energisk familie og børneunivers der inkluderer koncerter med en perlerække af danske musikere, workshops og fortælling med den prisvindende historiefortæller Hans Laurens. Andreas er aktuel som solist i efteråret 2022 med ‘Tidslommer’ – et helt nyt poetisk singer/songwriter projekt med eftertænksom og langsom musik.
Jesper har skabt koncertforestillingen ‘Skomorokhi – og den forbudte sang’. Her medvirker den verdensberømte operasanger Nina Pavlovski og balajkavirtuosen Andy Sundstrøm. Jesper har hele livet været en del af det fantastiske 30 mands ensemble ’Pavlovskis Balalajka orkester’, som siden 1936 har beriget verden med koncerter hvert år i ind og udland.
Andreas og Jesper spiller fra tid til anden med Danmarks førende gadegøgler trup Cirkus Panik. For tyve år siden huserede de i Danmark og Sverige med balkan/støjensemblet Swing of Sahara.
Links
facebook.com/alaskablonde/
balalaikaman.com
ugorskij.dk